fbpx
Om hunde og torden, skud, fyrværkeri og andre høje lyde…

Om hunde og torden, skud, fyrværkeri og andre høje lyde…

Mange hunde bliver stressede og bange, når en høj lyd pludselig opstår, f.eks. i form af torden, fyrværkeri, skud ell. lign.

Er det også tilfældet for din hund?

Så er mit bud, at du også selv stresser, når f.eks. nytårsaften nærmer sig, eller når der bliver varslet lyn og torden?

At du også er presset i situationen hjælper langt fra din hund, når den har angst. I stedet anbefaler jeg, at du holder dig i ro og træder i karakter, så du kan beskytte din firbenede ven mod de høje lyde. 

Og nej, det er ikke en langsigtet løsning at give din hund beroligende medicin eller udsætte den for høje lyde af skud eller fyrværkeri på f.eks. en CD (det gør bare din hund endnu mere bange og nervøs).

I stedet anbefaler jeg på det kraftigste, at du holder din hund fra de larmende elementer (så vidt muligt) og træner med din hund, så den slipper for stress og angst – og medicinering.

 

Hunde er ofte bange for mere en blot fyrværkeri

Når man taler om hunde og deres angst for høje lyde, tænker mange nok mest på situationen omkring nytår, hvor der fyres fyrværkeri af både dag og nat. Men hunde kan også være meget bange for torden, lyn, regnvejr, blæst, skud og meget andet. 

Selv en flok børn, der kommer med pludselige udbrud og lyde under leg ell. lign. kan være en stor stressfaktor hos din hund.

Det kan være utroligt hårdt for dig som hundeejer at se din hund i fuldstændig panik og oven i købet vide, at den mange år fremover skal leve med denne angst og stress i kroppen.

 

Hvorfor er min hund bange for høje lyde?

Måske undrer du dig over, hvad der har gjort, at netop din hund er bange for høje lyde? Bor du i byen, er der jo høje pludselige lyde på daglig basis…

Der findes desværre ikke et endegyldigt svar på dette. Alle hunde er forskellige og har forskellige personligheder. Derfor er det vigtigt, at du forstår, hvordan du kommunikerer med din hund og kan aflæse dens signaler, så du kan hjælpe din hund.

Det er sådan for mange hundeejere, at så snart de ved, hvordan de kan hjælpe deres hund, kommer der mere ro på. Bare følelsen af at være “klædt på” til udfordringen kan gøre underværker. 

Hvorfor? Fordi det efterlader dig mere rolig og afbalanceret – og det kan din hund mærke.

 

Hunde taler ikke menneskesprog

Vores hunde lever i en verden, de ikke forstår. F.eks. ved din hund ikke, at du går på arbejde og kommer hjem igen. Den forstår ikke, at din ven har ringet og “varslet sin ankomst”, før han/hun kommer forbi og banker på døren. Den forstår ikke, at nytår er en tradition blandt os mennesker og “bare sjov og ballade”.

Det eneste hunden oplever er, at der er en fare forbundet til handlingen. Og her stiller den hver gang spørgsmål som f.eks:

  • “Hvordan skal flokken håndtere faren?” 
  • “Er vi i sikkerhed?”
  • “Hvem passer på hvem?”

Får du som hundeejer og leder i flokken ikke kommunikeret til din hund, at du håndterer faren og sørger for, at passe på flokken og lede den i sikkerhed, ja, så har vi problemet. Din hund bliver usikker, nervøs og angsten for høje lyde vil kun eskalere her fra.

 

Det er aldrig for sent

Måske tænker du nu, at du har forspildt din chance. At din hund allerede er bange for høje lyde, og at den aldrig kommer til at kunne finde ro i disse situationer.

Det er heldigvis ikke sådan, det forholder sig. Din hund er altid klar til at samarbejde med dig og ændre adfærd. Det kræver blot, at du er klar til at arbejde for at forstå din hund og hjælpe den give slip på frygten for de høje lyde.

Tip:
Det er altid en god idé at påbegynde træningen af din hund, der er bange for torden, fyrværkeri eller andre høje lyde, et stykke tid før f.eks. nytår eller besøg af familien med de 4 vilde unger.

En vigtig faktor i arbejdet med en hund, der er bange for høje lyde er, at du opbygger en tryg og tæt relation til din hund. Det er denne trygge platform, hvor fra du og din hund skal gå ud i den store verden sammen. Her er det uundgåeligt, at I nogle gange havner i uforudsete situationer, f.eks. i form af fyrværkeri, skud ell. lign.

Lyt til din hund og find ud af, hvilken personlighed den har. Det er starten på at knytte et bånd til din hund, baseret på tryghed, tillid og respekt. Og det er noget, der i den grad kan hjælpe din hund, når den bliver bange for de høje og pludselige lyde, der er en del af at være her i vores menneskeskabte verden.

Vil du vide mere?
Jeg har også skrevet et indlæg med tips til dig, der har en hund, der især er bange for fyrværkeri – du finder det her. Ønsker du en konkret plan for, hvordan du hjælper din hund af med angsten for de høje lyde? Måske kan jeg hjælpe – tjek mine ydelser ud her og kontakt mig, hvis du er i tvivl.

Er din hund bange for fyrværkeri? Få tips her!

Er din hund bange for fyrværkeri? Få tips her!

Har du en hund, der ryster, halser, piver, gør og/eller går hvileløst rundt, når nytåret og dermed fyrværkeriet nærmer sig? Måske har du en hund, der oven i dette også er blevet mere bange for høje lyde fra f.eks. regn, storm og tordenvejr?

Læs mere her og få tips og råd til, hvordan du bedst kan hjælpe din hund, når den stresser og er bange for de uforudsigelige høje lyde.

 

Stay cool…

Først og fremmest er det vigtigt, at du ikke også hvirvles ind i stressens negative spiral. At du ikke i empati over, at din hund ikke har det godt, også selv stresser og måske endda også går hvileløst rundt og virker bekymret – lige som din hund. 

Jo mere cool, du kan være, jo bedre.

Jo mere du kan udstråle tryghed og at du har styr på situationen, jo bedre.

Det giver plads til, at din hund kan få lov til at forholde sig til sin egen uro, nervøsitet og angst. Ellers vil den også forsøge at “passe på dig”. Og det er ikke din hunds job – ikke i den her situation i hvert fald.

 

Hvad skal du gøre? Så lidt som muligt!

Der er ikke noget, vi hellere vil end at beskytte vores firbenede venner. Det kommer ofte til udtryk ved, at hundeejerne gør alverdens krumspring for at gøre hunden glad og rolig. Men i stedet for at “hoppe og danse” for din hund, vil jeg anbefale dig, at gøre det modsatte.

Ja, den er god nok: Jo mindre du gør et nummer ud af din hund, der er bange for fyrværkeri, jo tydeligere er det for den, at alt er ok.

 

Det leder mig til mit måske vigtigste råd…

Kig ikke på din hund, hver gang den bliver bange!

Dvs. hører I fyrværkeri og din hund bliver nervøs, så lad være med at kigge på din hund.

Selvfølgelig kan du kigge på din hund ud af øjenkrogen, så du har fuldt styr på, hvordan den oplever de høje og pludselige lyde. Men ellers – kig ikke på din hund.

Det er så vigtigt for at skabe ro og balance hos din hund. Så ikke noget med konstant at have øjenkontakt med din hund – det gør den kun mere stresset og nervøs over hele situationen.

Men kan du så ikke nusse og klappe din hund?

Jo sagtens. Det er helt fint, at du kalder din hund til dig og giver den kærlighed. Dog anbefaler jeg, at du gør dette, når din hund ikke er helt oppe i gear og er maksimalt stresset og f.eks. halser, piver eller ryster.

 

Skab trygge rammer

Ud over selv at udvise ro og ikke gøre et stort nummer ud af situationen, anbefaler jeg, at du sørger for, at din hund og du er et sted, hvor I er trygge. En hund der er nervøs for nytåret vil takke dig for, at du bliver indendøre med den, og hvis muligt f.eks. i et sommerhus, hvor der ikke er lige så meget fyrværkeri.

Desuden er det en rigtig god idé, at du sørger for, at din hund har et trygt sted at være indenfor. Det kan f.eks. være på badeværelset, hvor der ikke er vinduer, hvor du lægger et par velkendte tæpper på gulvet for at skabe ekstra tryghed.

Er det ikke muligt at skabe en tryg plads til din hund, hvor der ikke er vinduer, så træk gardinerne for eller sæt noget op foran vinduet. Og sæt gerne lidt rolig musik på. Selvfølgelig kan hunden stadig høre – og mærke – fyrværkeriet, men det kan hjælpe og mindske de pludselige lyde en smule.

 

Det er ikke tid til lange gåture

Din hund kan sagtens klare sig med korte gåture i perioden, hvor den er stresset og nervøs over høje lyde, f.eks. i dagene op til, under og efter nytårsaften.

Sørg for at gå korte ture med din hund, både dag og aften. Så undgår du, at hunden bliver endnu mere skræmt. Det gavner hverken din hund eller dig at øge “faren” ved at eksponere jer yderligere for de høje lyde.

Og nej, det er ikke muligt at “køre din hund træt”, når den er stresset. Tværtimod har det i min optik den modsatte effekt. Så hold turene korte – enklere bliver det ikke.

 

Vær der for din hund, der bliver nervøs ved nytår

Nærvær betyder noget for din hund, når den er udsat for stress og nervøsitet. Sæt dig i sofaen og lad din hund lægge sig ved siden af dig. Lad den bare ligge der. Ikke noget med at klappe den, hvis du bemærker, at den er nervøs over for de høje lyde udenfor. Lad blot hunden ligge og finde tryghed i det.

Men hvorfor i alverden skal du ikke klappe din hund, når den er bange?

Svaret er såre simpelt: Når du bekræfter din hund ved at klappe, kigge på eller på anden måde give din hund opmærksomhed, så vil du opleve, at det øger dens stress, og at den vil begynde at pive, halse og ryste – og måske endda nærmest vil kravle op ad dig eller “i dig”.

Der er mange tips derude…
Mit bud er, at du har hørt tonsvis af forskellige tips til, hvordan du hjælper din hund, der er nervøs ved fyrværkeri eller høje lyde generelt. Det er også fint, og du skal altid mærke efter, hvad der passer til dig og din hund. Dog kan jeg sige, at ved at følge mine råd (som er baseret på metoden Amichien Bonding), vil du med sikkerhed opleve en roligere nytårsaften – også selv om du ikke har trænet inden da.

Selvfølgelig kan du supplere med træning og arbejde videre med din hund, der er bange for høje lyde. Hvis du ønsker dette, så tag et kig på det, jeg tilbyder – måske der findes noget her for dig og din hund?

 

 

Min hund er bange for lyde

Min hund er bange for lyde

Du er ikke i tvivl, når din hund er bange for lyde: Ved f.eks. tordenvejr eller fyrværkeri kryber den sammen, stresser, halser, you name it… Du oplever sikkert også, at den er usikker og på vagt over for lyde på gåturen?

Samlet set er en hund, der er følsom over for lyde en stor udfordring og utrolig frustrerende for hund såvel som ejer.

Men hvordan hjælper du bedst, når din hund er bange for lyde?

Det får du 3 tips til lige her (plus andet godt stof til eftertanke ♡)

 

Når en hund er bange for lyde, bliver vi også bange…

– eller i hvert fald frustrerede…

For som ejer til en hund, der er følsom over for lyde, bliver du også selv opmærksom på alle lyde. Du er på vagt hele tiden med frygten for, hvornår den næste lyd opstår, der kan gøre din hund bange.

Det er fuldt forståeligt – men det er også frustrerende. Og sådan skal det ikke være.

Hverken dig eller din hund skal gå og være på vagt over for, hvilke lyde, der er udenfor. Og nej, så lidt som at tabe et grydelåg på gulvet, skal ikke skabe kaos i jeres hjem.

Heldigvis er der hjælp at hente. Det ved jeg, både fordi jeg tidligere har hjulpet hunde og ejere i denne svære situation, men også fordi jeg selv har haft en hund, der var bange for lyde.

Jeg var bange for at miste hende

Sheevas, min fine Ridgeback var i den grad bange for lyde. Hvert år ved nytårstid fik hun panikangst – og det smittede af på mig. Det var så slemt, at jeg var bange for at miste hende. Derfor prøvede jeg beroligende medicin, desværre uden de store resultater.

Der lå hun på gulvet og halsede og skælvede over hele kroppen. Det var så forfærdeligt at se på…

Det var først, da hun var 10 år gammel, at jeg blev i stand til at hjælpe hende med hendes panikangst for lyde. Det var nemlig her, jeg uddannede mig i metoden Amichien Bonding og lærte at forstå hendes tavse sprog.

Nytåret efter lå hun ved et stort vindue og slappede af… Ja, hun var stadig på vagt, men hun rystede ikke, hun halsede ikke – og hun fik ikke beroligende medicin!

Er du og din hund på samme bølgelængde?

Det spørgsmål anbefaler jeg, at du stiller dig selv, hvis du vil undgå, at din hund er bange for lyde.

Din hund er klar lige nu og her til at samarbejde med dig – er du klar til at lægge det arbejde i, der skal til for at hjælpe din lydfølsomme hund?

Hvis ja, så er det altafgørende, at i kommunikerer på samme bølgelængde. At du forstår din hund, og hvor den kommer fra. Først når du er villig til at forstå dette, kan du hjælpe din hund, der er bange for lyde.

Sådan gør du, når din hund er bange for lyde

Til en start er det vigtigt, at du tager bestik af omgivelserne. I skal f.eks. ikke gå ud, når fyrværkeriet for alvor brager derudaf nytårsaften. Der er ingen grund til at udsætte din hund for unødig angst.

Og ja, den kan godt klare sig med korte gåture. En hund der er angst kan alligevel ikke nyde en gåtur, så lad den hellere få ro ved, at I bare går ud og tisser af og hjem i den trygge hule igen. For i min optik, er det sådan din hund tænker.

Derudover kan du gøre brug af disse 3 tips, når din hund bliver bange for lyde:

  1. Undgå at udsætte din hund for situationer, hvor der er høje lyde
    Selv om du arbejder med din hunds frygt for lyde, er det ikke en hjælp at udsætte den for lyde og prøve at vænne den til dem. Sådan fungerer vores vovser ikke.
  2. Lad som ingenting
    Kig ikke på din hund, rør den ikke og sig ikke noget til den. Din hund kigger på dig for at finde ud af din reaktion. Hvis du ikke reagerer, behøver hunden kun at tage sig af sin egen angst.
  3. Skab trygge rammer
    Sørg for at din hund, der er bange for lyde har et trygt sted at lægge sig, hvis den bliver angst. For eksempel på et toilet, hvor der ikke er vinduer, en varm kurv i et hjørne, eller hvad der nu passer i din situation.

Disse tre tips er ikke hele løsningen men fint til at hjælpe dig til at hjælpe din hund, når den er presset over høje lyde. Det er en start, så du som hundeejer føler, at der er noget, du kan gøre for din hund, der er bange for lyde.

Vil du vide mere?
Jeg vil meget gerne fortælle mere om, hvordan du helt grundlæggende skal forstå din hund – ikke kun når den er bange for fyrværkeri og andre lyde, men også i andre situationer, der er svære. Jeg er uddannet i hundepsykologi og arbejder med en holistisk metode, der hjælper dig med at forstå din hunds adfærd. Kontakt mig her – så finder vi en løsning, der passer dig og din firbenede ven >>