fbpx
3 tips til dig, der har en stresset hund 🐕

3 tips til dig, der har en stresset hund 🐕

For noget tid siden blev jeg interviewet til Sverigesmagasinet.

Det var en virkelig god oplevelse – og dejligt at dele ud af mine tanker og erfaringer. 😊

Jeg fortalte om, hvordan jeg hjælper hunde og hundeejere med at undgå stress og frustrationer, bl.a. ved hjælp af mit online kursus ‘Kørekort i Hundekommunikation‘.

Til sidst i interviewet gav jeg 3 tips til dig, der oplever, at din hund er stresset.

De 3 tips vil jeg gerne dele med dig her.

🐶 1: Hav tålmodighed

Er der gået noget galt i relationen til din hund? Hav tålmodighed. Det er lige så svært for din hund som for dig.

Find ud af, hvordan du kan forstå din hunds adfærd for at hjælpe den.

Vælg en tilgang, der føles rigtig for dig, og stol på din mavefornemmelse, når du modtager råd.

Føles dette rigtigt?

🐶 2: Hold ikke din hund beskæftiget hele tiden

Hvis din hund har symptomer på stress, så prøv at lade den være i fred. Det nytter ikke noget at stirre på din hund hele tiden for at finde ud af, hvorfor den er stresset.

Det kan skabe mere stress hos din hund.

Lad din hund være i nærheden af ​​dig, uden at du giver den opmærksomhed hele tiden.

Bliver din hund urolig? Giv den snor på – også indendørs – og brug snoren, hvis din hund har svært ved at falde til ro. På den måde gør du hundens verden mindre og dermed mere overskuelig.

Vi viser hunden, at vi er her, men at vi ikke kræver noget af hunden.

Det kan også sænke kravene til os som hundeejere, at vi ikke skal gøre noget for at “fikse” hunden.

🐶 3: Undgå hundemøder

Har din hund svært ved hundemøder? Undgå hundemøder, dvs. at hilse på andre hunde, i hvert fald for en tid.

Fokuser i stedet for på at arbejde med jeres relation. Først hjemme – og derefter kan I begive jer ud i den store verden.

En anden flok kan opfattes som en fare, og hvis du og din hund ikke har afklaret, hvem der skal tage hånd om denne fare, kan det blive en ubehagelig oplevelse for jer begge.

 

Jeg krydser fingre for, at de 3 tips kan inspirere dig…

… og måske sætter gang i nogle tanker hos dig omkring, hvordan din relation til din hund skal være, for at I begge er glade 🌟

Del gerne dine tanker med mig i kommentarfeltet nedenfor. Jeg ser frem til at høre fra dig!

Med varme

Celest

Denne lille ændring i din kommunikation kan give din hund ro

Denne lille ændring i din kommunikation kan give din hund ro

Vi mennesker er forskellige…

Der findes dog nogle fælles træk i vores måde at kommunikere og signalere vores følelser og behov.

Det gælder f.eks. øjenkontakt.

⭐ Øjenkontakt forbinder os og er nøglen til nærhed og tillid. Den signalerer forståelse og engagement og knytter os tættere til hinanden.

Men hvad med øjenkontakten mellem dig og din hund? 🐕

Det skal det handle om her, hvor du også kan glæde dig til at få en lydfil om emnet.

– Og tro mig: Det er langt vigtigere, end du måske tror, hvis du vil skabe ro og balance hjemme hos dig og din firbenede ven.

Forestil dig dette…

Du sidder i sofaen og kigger på din hund, der ligger og hviler i sin kurv.

Du nyder den rolige stund og fyldes op med kærlige følelser for det fantastiske væsen, der fylder dit liv med mening og glæde. 🧡

I dette fine øjeblik fanger du dens blik og kigger kærligt på den.

✨ Lige dér oplever du en dyb og meningsfuld kontakt… ✨

– Men hvad nu, hvis jeg fortæller dig, at din hund ikke oplever det samme?

Lander dit blik ofte på din hund, kan det stresse den, fordi den ikke ved, hvad du vil. Og så kan du risikere, at din hund bliver rastløs og f.eks. følger efter dig derhjemme.

Derfor er det en god idé at tænke på, hvornår du kigger og hvorfor du kigger. Ellers er det svært for din hund at slappe af, fordi den føler, du stiller krav til den.

I lydfilen nedenfor forklarer jeg mere om, hvad øjenkontakt betyder for din hund. Lydfilen varer ca. 5. minutter.

Men hvad gør man så? 🤷

Hvordan styrker du din relation til din hund, hvis du ikke må kigge på den?

Jeg møder mange hundeejere, der føler, det virker afvisende, hvis de bevidst undgår at kigge på deres hund.

Det føles ganske enkelt unaturligt…

Det er en helt forståelig tanke, fordi vi ofte overfører vores egne menneskelige følelser og behov til vores firbenede venner.

Dog er det vigtigt at huske, at relationen ikke handler om, hvor meget I ser på hinanden, men om hvor tydeligt og kærligt, du leder “flokken” i en til tider forvirrende menneskeverden.

Det handler om at give din hund tryghed, klarhed og balance – og det kan du gøre ved at lære hundens eget sprog. 🐾

Når vi ser verden med hundens øjne, åbner vi døren til en dybere forståelse og et mere harmonisk samspil.

Det, der før var frustrationer, bliver til nærvær og tillid. 🌟 Og så kan der opstå magi mellem dig og din fine hund.

Med varme

Celest

Stresset hund? 10 symptomer du ikke må overse

Stresset hund? 10 symptomer du ikke må overse

Både du og jeg kender til følelsen af at være stresset.

I en kort periode er det okay at være under pres, f.eks. når du har en opgave, der skal løses inden for en fast deadline, eller hvis du står for et stort arrangement.

Men er du stresset i længere tid, er det direkte usundt. Du bliver anspændt og urolig, du får koncentrationsbesvær og præsterer dårligere – og i værste fald kan du blive alvorligt syg.

Det samme gælder for en stresset hund.

For lige som med os mennesker bliver en stresset hund negativt påvirket af at være stresset i en længere periode.

– Lige her bliver du klogere på hunde og stress. Hvad skal der til for at stresse din firbenede ven? Hvilke symptomer vil du opleve hos en hund med stress? Og hvad bør du gøre – og ikke gøre – hvis din hund er stresset?

Hvad stresser din hund?

En hund kan blive stresset af alting og ingenting. Det kan være, den hører en bestemt lyd, der gør den stresset.

Det er præcis som med os mennesker. Hvis vores krop allerede er i forsvar, skal der ingenting til, før vores krop reagerer og går til det yderste forsvar. Udfordringen er, at det slider på vores krop, og det gør det også på en stresset hund.

Stress hos hunde er ikke unormalt. Faktisk er det et udbredt problem.

Jeg kan derfor (desværre) ikke give dig en liste over ting, du skal holde din hund langt væk fra for at undgå stress. Derimod kan jeg fortælle lidt om, hvordan du holder øje med symptomerne og sætter ind, hvis din hund virker stresset.

10 symptomer på stress hos din hund

Hvis du er bekymret for, om din hund er stresset, så hold øje med symptomerne.

Det kan du gøre ved at stille dig selv følgende spørgsmål og svare ærligt på dem:

  1. Er min hund urolig, eller virker den lige frem hyperaktiv?
  2. Vandrer min hund rundt i hjemmet og har svært ved at falde til ro?
  3. Trækker min hund sig ofte, eller virker den nervøs?
  4. Følger min hund efter mig hele tiden?
  5. Ryster min hund og har den store udspilede øjne?
  6. Halser min hund hele tiden (har tungen ud af munden og trækker vejret hurtigt) – også selvom det ikke er varmt?
  7. Virker min hund usikker, og gør den af hvad som helst?
  8. Slikker min hund sig på poterne hele tiden og meget intenst?
  9. Gør eller piver min hund ofte?
  10. Er min hund fikseret på én ting, f.eks. at lege med bolde eller jage lus?

Ud over at holde øje med disse 10 symptomer hos din hund, anbefaler jeg, at du tager et kig på dig selv og dine omgivelser.

Er der noget hos dig eller omgivelserne, der kan give anledning til stress hos din hund?

Det kan f.eks. være, at du selv er i en stresset periode i dit liv? Eller måske er der meget larm, der hvor din hund befinder sig?

Ting som disse vil uden tvivl påvirke din firbenede ven negativt.

Hvad med beroligende medicin til en stresset hund?

Det føles ikke rart, når din hund er stresset – hverken for dig selv eller din vovse. Derfor er det ikke unormalt, at hundeejere overvejer at løse problemet med beroligende medicin, f.eks. Zylkene.

En forholdsvis nem løsning på en virkelig ubehagelig situation – og så ikke helt alligevel…

For kuren mod stress hos din hund er efter min mening ikke beroligende medicin.

Jeg har selv haft en hund, der hyperventilerede hvert nytår, og som jeg derfor gav beroligende medicin. Efter jeg lærte at tale hendes sprog – dvs. hundens sprog – kunne hun ligge afslappet og rolig uden brug af Zylkene – også ved nytårstid.

Sikke en frihed for os begge!

– Bare ved at kommunikere via hundens egne signaler.

Sådan hjælper du med at afstresse din hund

Forestil dig, at du sidder fast i en elevator i et fremmed land.

En person på den anden side af dørene forsøger at snakke med dig på et sprog, du ikke forstår.

Selv om personen forsøger at berolige dig, ville du så ikke stadig føle stress og måske endda panik?

I stedet for beroligende medicin, anbefaler jeg som sagt, at du lærer hundens eget sprog. Det lyder måske besværligt, men det er faktisk ret simpelt.

– Husk altid først at tjekke, om der kan være noget fysisk galt med din hund. Det får du afklaret hos dyrlægen.

Kig på din vovse. Hvad ser du?

  • Er dens øjne store med udspilede pupiller, eller er de bløde uden at være udspilede?
  • Slapper din hund aldrig helt af – har den svært ved at “lande”?
  • Signalerer den, at du skal have styr på situationen – og viser du den, at det har du?

Ved at forstå hundenes sprog kan vores fine hunde opleve vores verden uden stress. Den kan ikke snakke menneskesprog, og vi kan ikke forklare for dem, at det er naboens motorsav som larmer.

Derfor er det bedste, vi kan gøre at lære os hundenes eget sprog, så vi trygt kan vise dem, at vi har styr på situationen, og at hunden ikke behøver at stresse.

– Oplever du, at din hund stresser – og at du selv bliver stresset over det? Sådan skal livet med hund ikke være! Jeg er klar til at hjælpe dig med at forstå din hund, så jeres hverdag bliver mindre stressende og mere harmonisk. Tag fat i mig og hør nærmere >>

5 tegn på at din hund har oplevet et traume

5 tegn på at din hund har oplevet et traume

Som os mennesker kan dyr komme ud for traumer – store som små. Det gælder også din hund.

Men hvad er et traume?

Og hvordan genkender du signalerne hos din hund, hvis den har været udsat for et traume?

Her kan du blive klogere på, hvilke 5 tegn hos din hund, der indikerer, at din hund har oplevet et traume. Kun derigennem kan du hjælpe den til at overkomme sit traume og blive stressfri i hverdagen.

Men først: Hvordan får din hund et traume?

Et traume er en tilstand hos din hund, der opstår, hvis den oplever noget, den opfatter som voldsomt. Noget der har givet din hund et chok. Oplevelsen sætter sig som spor i din hunds personlighed og påvirker måden den “klarer sig” i forskellige situationer.

Det kan være situationer som f.eks:

  • på træningspladsen
  • i udstillingsringen
  • ved hundemøder på gåturen
  • når der kommer gæster – både personer og hunde
  • når det tordner udenfor

Samlet kan man sige, at et traume påvirker hunden i de situationer, hvor den bruger sit indre kompas til at navigere for at tackle netop denne situation. Har din hund nogle voldsomme oplevelser eller et chok med i bagagen, vil det påvirke dens indre kompas.

Stof til eftertanke…

Tænk over hvordan din hund håndterer forskellige situationer i jeres hverdag? Er den glad? Frustreret? Stresset? … eller bange?

Når du ved, om din hund har oplevet et traume, kan du hjælpe den

Ja, vores hunde har følelser.

Ja, vores hunde kan huske ting.

Ja, vores hunde lever i nuet og er klar til at ændre på gammel adfærd, oplevelser og traumer med vores hjælp.

5 tegn på at din hund har været ude for et traume:

  1. Din hund er svær at få kontakt med i visse situationer – den kan begynde at halse, pive eller endda gø i situationer, hvor du ikke selv mærker noget.
  2. Din hund overreagerer i mødet med andre hunde – nærmest hyler, skriger og gør hysterisk, når mødet finder sted (måske endda også når I møder andre mennesker).
  3. Din hund gemmer sig eller bakker hver gang, du vil i kontakt med den, selv om du aldrig har været hårdhændet ved din hund.
  4. Din hund vil ikke med ud på gåtur eller lege med dig. Hunden ligger bare på gulvet og kigger ud i luften.
  5. Din hund gør hele tiden, når I har gæster – måske endda også når du f.eks. taler i telefon.

Samtlige 5 tegn har én ting til fælles: Hunde der opfører sig sådan er ude af balance og har stress i kroppen.

Når du oplever et eller flere af disse tegn hos din hund, er det fordi den forsøger at flygte, komme væk eller afværge en situation, som minder den om noget, den kan have oplevet tidligere. Det er ikke sikkert, din hund kan huske oplevelsen, men følelsen ligger i dens nervesystem.

Og så er den stresset – meget stresset.

For desværre ja, så går traumer og stress ofte hånd i hånd.

Hvis hunden har oplevet noget traumatisk og ikke fået bearbejdet oplevelsen, kan det sætte sig som stress og skabe en blokering. Her vil du opleve, at hunden reagerer, inden den er havnet i situation – bare for at være på den sikre side. Præcis som med os mennesker.

Men hvordan skal jeg hjælpe min hund med traumer?

Svaret til dette er simpelt:

Ved at dykke ned i årsagen.

Du kan symptombehandle her fra og til evigheden, men hvis du ikke kender årsagen, har du et problem.

Så vil symptomerne måske endda blive værre. Et eksempel på det er, hvis hunden til at starte med er bange for torden og så videreudvikler den frygt til også at blive bange for regn og blæst.

Jeg har selv en hund, der bærer på et traume.

På baggrund af de erfaringer og min viden inden for metoden Amichien Bonding kommer her mine 3 gode råd til dig med en hund, du mistænker har oplevet et traume:

  1. Vær meget opmærksom på din hund og prøv at forstå, hvad den forsøger at kommunikere – eller få hjælp fra andre til dette. Nogle gange er det svært selv at se sin hund med nye øjne, da man kan være låst fast i sin opfattelse af hund
  2. Undersøg hvad årsagen kan være til, at din hund opfører sig som den gør. Kan du spørge tidligere ejere eller internatet, hvor hunden kommer fra? Kan du selv komme på oplevelser i din hunds liv, du ikke tidligere har tænkt som voldsomme, men måske kan være årsagen?
  3. Opnå en dybere forståelse for din hund – prøv at se vores menneskeskabte verden fra din hunds øjne. Hvordan kan du få værktøjer til at arbejde med din hund på dens præmisser? Hvordan kan du styrke jeres relation?

Tip:
Undgå at give din hund beroligende medicin i længere tid, da det bare en en midlertidig løsning. Undersøg i stedet mulighederne for CBD olie til hunde – og følg mine 3 råd ovenfor for at få løst udfordringen en gang for alle. Og husk! Du skal selvfølgelig altid opsøge din dyrlæge, hvis du er bange for, at din hund er syg eller har smerter.

At få opløst din hunds traume vil uden tvivl gøre livet lettere for både din hund og dig selv.

Jeg ønsker jer alt det bedste!

Blod, sved og tårer – skal livet med hund virkelig være sådan?

Blod, sved og tårer – skal livet med hund virkelig være sådan?

Vækker overskriften på indlægget her følelser hos dig?

Jeg skriver til dig, der føler, at livet med hund af og til har været blod, sved og tårer. At du har kæmpet en hård kamp for, at du og din hund (og resten af din familie/flok) kan få lidt ro og balance i hverdagen.

Skal livet med hund føles som en verdenskrig?

Udtrykket “blod, sved og tårer” stammer fra Winston Churchills tale under Anden Verdenskrig. Og nej, livet med hund skal ikke føles som en verdenskrig.

Jeg har også været i krig…

I 2013 blev jeg færdig med uddannelsen som Jan Fennell Dog Listener.

Siden har jeg desværre mødt MANGE fortvivlede hundeejere med stressede hunde.

Jeg har selv været der: Stresset, i krig og fortvivlet…

Men jeg valgte et andet perspektiv. Jeg valgte at træde tilbage og se verden og alle situationer med min hund – med hundens øjne.

Vi gør ikke noget forkert – vi lærer

Du og jeg gør ikke noget forkert. Vi har ikke gjort noget forkert.

Vi har bare ikke haft de rette værktøjer og den rette vejledning til at leve livet med vores hund på den rigtige måde. Vi har søgt svar mange forskellige steder og er blevet forvirrede undervejs – og det gælder også for vores hunde.

Når vi ved, HVORDAN vi skal forandre og har værktøjer, vi stoler på, er vi klar til at skabe en stærkere og mere tillidsfuld relation til vores hunde.

Vi må ganske enkelt lære at tilgive os selv for det, der er sket tidligere.

Hurtige løsninger der virker på hunden

Desværre ser jeg ofte et mønster, hvor vi glemmer, HVORFOR vi fik hund. I stedet forsøger vi at få hunden til at passe ind i vores, ofte stressede, hverdag.

Vi ønsker lynhurtige løsninger på problemerne med vores hunde. Men ofte er det allerede gået for vidt i relationen, så både hund og ejer har brug for tid til igen at tro på, at en ny start er mulig.

Hunden skal passe ind i vores hverdag

Hunden, som ser verden med naturens øjne og har sine instinkter fra naturen, skal pludselig:

  • opføre sig “ordentligt”
  • klare at blive passet af andre
  • klare utallige møder med andre hunde hver dag
  • sidde pænt i sofaen og blive klappet, når vi har lyst til det
  • gå pænt i selen
  • hilse pænt på gæster
  • kunne lide at være alene hjemme

– kort sagt skal hunden være TILGÆNGELIG, når det passer os.

 

MEN mange hundeejere oplever hverdagen som en krig, man skal igennem for at få puslespillet til at gå op.

Og finde ud af, hvordan det mon skal gå:

  • når hunden skal være alene hjemme
  • på gåturen, når hunden gør ad alt og alle
  • når børnene skal puttes og hunden stresser, halser og ryster derhjemme
  • når der kommer gæster på besøg, og hunden hopper, gør og konstant er stresset
  • hvis vi ikke når at stimulere og aktivere hunden, så den er “tilstrækkelig udmattet” (det har du jo læst om på nettet)

– og så videre…

Følelser er følelser – uanset hvad

Måske føler du ikke, at hver dag med din hund er en verdenskrig…

Men måske kan du nikke genkendende til, at der er visse oplevelser, der dræner dig for energi og får dig til at tænke tanker som f.eks:

  • “Hvorfor kan min hund ikke bare opføre sig ordentligt?”
  • “Nu har jeg sagt fra flere gange – hvornår fatter min hund det?”
  • “Det er jo bare postbuddet, der kommer – skal min hund virkelig gø og blive stresset hver gang?”
  • “Den der hund har vi mødt 100 gange på vejen, og alligevel skal min hund reagere så voldsomt hver gang?”

Tager disse tanker over en gang imellem?

Så gætter jeg på, at du til tider finder det svært at være positiv og nyde livet med din hund fuldt ud.

Små følelser og store irritationer

Små følelser og irritationer kan blive til store følelser og irritationer. Så store, at det nogle gange medfører, at vi som hundeejere kan være en del af årsagen til mere stress blandt vores hunde.

Hundene aflæser os hele tiden. Hvis vi ikke giver dem den rette information om, at vi kan tage hånd om dem i en hver situation, begynder de at larme og regere for at få et svar fra os.

Investeret blod, sved og tårer

Det er dit job at give et tydeligt svar på, hvem der skal tage hånd om flokken hvert sekund, hvert minut, hver dag. Og her kan det føles, som om blod, sved og tårer bliver investeret, uden vi får noget tilbage. Hunden adlyder stadig ikke…

Vi når ikke ud til hunden

Vi når helt enkelt ikke ud til hunden med vores kommunikation.

Vi kommunikerer på to forskellige bølgelængder:

  • Hundeejeren med ord og kropssprog
  • Hunden med tavse, fine signaler og kropssprog

For at undgå at opleve hundeejerskabet som en krigszone, må vi være klar til at forandre, hvordan vi ser på hunden samt hvor den kommer fra.

Vis vores sårbarhed

Vi må være villige til at bede om hjælp og støtte. Og selvfølgelig også at tage imod. Vise at vi er sårbare og erkende, at vi har fejlet, men at nu, når vi har de rette værktøjer, er vi på rette vej.

Tankens kraft er stærk og manifesterende.

Tænker vi for meget på, at noget ikke fungerer og aldrig kommer til at fungere, forhindrer vi ubevidst, de fine ting, der kan ske mellem os og vores hunde.

Forestiller vi os derimod, at vi tager den nye viden til os med smil og åbenhed – og at vi føler os trygge ved at anvende denne nye viden – så vil vi opnå en langt større rehabilitering og healing.

Skal vi sige nej til blod, sved og tårer? ABSOLUT!

Når vi tør ændre vores perspektiv, ændres vores adfærd såvel som hundens adfærd. Vi øver os alle på at trække vejret, tage et skridt tilbage og have tålmodighed.

Sig ja til det gode liv med hund, hvor du lærer hundens tavse sprog og kan guide og støtte din hund i alle situationer. Der findes ingen quick fixes, men du giver hunden retten til sit eget naturlige sprog.

Læs mere om metoden Amichien Bonding >>

Har du spørgsmål?

Ønsker du støtte og vil du lære mere om hundens unikke, tavse sprog? Så er du meget velkommen til at kontakte mig på info@lovinadogs.com

Nervøs hund – hvad er symptomerne?

Nervøs hund – hvad er symptomerne?

Mange taler om nervøse hunde. Men hvad dækker det egentlig over – og frygter du, at du har en nervøs hund?

Lige her kan du læse om, hvilke symptomer, du skal holde øje med, både hos dig selv og hos din hund. For ja, de to ting hænger sammen, og for at hjælpe din hund er du også nødt til at kigge indad hos dig selv.

Hvis du er bekymret for, om din hund er nervøs, så kan jeg med stor sikkerhed sige, at der nok er noget om det. Og som nævnt vil du mærke, at du har en nervøs hund på hunden selv – og på dig selv.

Så lad os først kigge på symptomerne hos dig…

Som med mange andre ting her i livet, har vi en tendens til at rette vores opmærksomhed mod det, der bekymrer os. Det der skaber frygt og uro hos os.

Derfor er det første, du skal kigge på dig selv, når du skal kigge efter symptomer på, om du har en nervøs hund. Måske synes du, det lyder lidt underligt, men tro mig: Teknikken virker – jeg har brugt denne masser af gange, når jeg hjælper hundeejere med deres udfordringer. 

Så kære hundeejer – oplever du, at du:

  • kigger på din hund hele tiden?
  • konstant er urolig over, hvordan din hund har det?
  • ikke kan sove om natten uden at vide, hvor din hund er?
  • sidder på arbejdet og hele tiden tænker på din hund?
  • taler med andre om, hvor bekymret du er for din hund?
  • føler dig fanget hjemme, da du ikke kan lade din hund være alene hjemme?

Kan du nikke genkendende til flere af ovenstående punkter? Så kan jeg med stor sikkerhed sige, at du har en nervøs hund.

Men fortvivl ikke: Du har mulighed for at hjælpe din hund – og dig selv – til en roligere hverdag uden nervøsitet ♡

Og så til symptomerne hos en nervøs hund…

Ud over at kigge indad hos dig selv, kan du naturligvis også se på din hund, om den er nervøs. Disse to ting går hånd i hånd – faktisk ikke kun, når vi taler om nervøse hunde, men også i andre situationer, hvor du har udfordringer med din hund.

Men igen, vil jeg gerne understrege, at du kan hjælpe din hund – også hvis du oplever, at den har et eller flere af følgende symptomer:

  • Din hund har svært ved at finde ro derhjemme og vandrer meget rundt i hjemmet
  • Din hund piver og ryster ofte
  • Din hund gør ud i den blå luft
  • Din hund gemmer sig derhjemme – også når der kommer gæster
  • Din hund er meget vild og hilser voldsomt, når der kommer gæster
  • Din hund er meget opmærksomhedskrævende hele tiden
  • Din hund knurrer af dig, hvis du vil flytte på den

Listen med symptomer stopper ikke her, men hvis du allerede nu føler, at flere af punkterne passer på din hund, så har du en nervøs hund.

Lad os fjerne symptomer hos både dig og din hund!

Når både hund og ejer udviser symptomer på nervøsitet, oplever jeg oftest, at det er fordi, de er røget ind i et skævt mønster. En negativ spiral om du vil…

Heldigvis er vores hunde fantastiske væsener, der altid er klar på at ændre situationen. Så ja, det er muligt at finde tilbage på sporet og skabe en hverdag, hvor både hund og ejer er glade.

“Men hvordan”, tænker du måske?

Det korte svar er: Ved at forstå din hunds unikke sprog og kommunikation

Men før du kan gøre det, vil jeg bede dig om at gøre én ting:

Acceptér at du har en nervøs hund

Når du mærker efter og anerkender, at du har en hund, der er nervøs, kan du meget nemmere tage ind, at du kan ændre på det. Dette er første skridt på vejen mod at fjerne nervøsiteten hos din hund og dig selv.

Når du har accepteret situationen, er du klar til at ændre den.

Tænk på symptomerne hos dig selv, som jeg nævnte tidligere. Hvordan kan du ændre disse i hverdagen? Hvordan kan du bryde mønsteret og finde tilbage på den rette vej?

Og hvordan kan du åbne op og forstå og anerkende din hund og hvor den kommer fra?

Mit bud er, at du og din hund skal være sammen mange år ud i fremtiden. Og kun ved at mindske stress og nervøsitet, skaber du de bedste forudsætninger for et dejligt liv for både din firbenede ven og dig selv.

Har du brug for hjælp?
Med den rette hundekommunikation og de rette værktøjer er det muligt at hjælpe en nervøs hund. Jeg står klar til at hjælpe dig og hund, så I kan leve et liv i ro og balance fremover. Se hvordan jeg kan hjælpe dig lige her >>