Alle hundeejere oplever at have udfordringer med deres hunde af og til.
Det oplever jeg også.
Og det er ok. Udfordringer af den eller anden slags vil altid være der – det kan vi hundeejere lige så godt acceptere.
Det vi ikke skal acceptere er i min optik, at vi ikke formår at håndtere udfordringerne, eller at vi ikke håndterer dem overhovedet.
Det har hverken du eller din hund fortjent.
For måden, vi håndterer udfordringerne på smitter af på vores livskvalitet. Også når det kommer til hundene…
F.eks. oplever jeg, at mange hundeejere bliver vrede på deres hunde, når de gør voldsomt, hopper op eller på anden vis ikke “opfører sig ordentligt”.
Det er helt forståeligt. Uønsket adfærd fra din hund er ubehageligt, irriterende og til tider pinligt.
Og hvis du i forvejen er presset eller ikke ved, hvad du skal gøre, så er det svært ikke at blive vred og måske endda råbe ad hunden.
Men lad mig slå fast: Det er aldrig det rigtige at gøre at blive vred på sin hund.
Måske letter det presset for en kort stund. Men det løser ikke udfordringerne.
Og så føles det ikke rart for hverken dig, din hund eller andre, der overværer din vrede.
Alligevel er det svært at undgå at blive vred.
Det oplever jeg også, når jeg føler mig trængt op i en krog og bare ikke kan mere…
… Men vi kan prøve at gøre vores bedste.
– Blive mere bevidste om vores handlinger.
– Passe på os selv, så vi ikke ender i stress og negative mønstre.
– Være åben for at lære nyt, som kan hjælpe os til en bedre hverdag med de hunde, der har så stor en plads i vores hjerter ♡
Hvordan ser hunden på din vrede?
For at svare på det spørgsmål skal du se på dig og din hund som en flok. Sammen med evt. andre, du bor sammen med…
I flokken beskytter vi hinanden mod alt, der kommer udefra. Derfor vil du opleve, at hunden reagerer på samme måde over for samme ting igen og igen.
Hvis din hund f.eks. gør hver gang din nabo går forbi, nytter det ikke noget, at du ved, at din nabo er sød og rar, og at din hund har hilst på naboen flere gange tidligere.
Din hund vil alligevel advare og kommunikere til dig, at der er en ubuden gæst (en fare) nær flokken. Især hvis din hund allerede er i stress, vil den reagere på situationer som denne.
Derfor hjælper det ikke, at du råber ad din hund og bliver vred på den.
Du kan ikke forvente, at din hund forstår, at din nabo ikke er en fare men bare er “naboen”. Din hund vil advare dig, uanset om det er naboen eller en anden, der går forbi.
Det du kan gøre er at hjælpe din hund med at forstå, at du tager ansvaret og håndterer den fare, som hunden reagerer over for.
Måske er eksemplet ovenfor ikke et problem for dig.
Men det gælder i alle situationer. Hvordan din hund reagerer på verden handler om, hvilken personlighed, din hund har.
1) Tænk over hvilke situationer, din hund har svært ved – og som du har svært ved at håndtere.
2) Er der nogle af disse situationer, du kan undgå – i hvert fald for en tid?
Når du er utryg i en svær situation og har svært ved at håndtere den, vil din hund stresse, og det bliver en dårlig oplevelse for jer begge.
Husk: Glem andres forventninger og forestillinger om, hvordan det er “at være hundeejer”.
Mærk efter i dig selv… Er der situationer, du ikke magter lige nu, er det helt ok.
Ved at undgå situationerne, indtil der er mere ro på, viser du blot, at du tager ansvar og passer på din firbenede ven.
Giver du din hund ansvaret?
Når du ikke tager hånd om situationen, giver du din hund ansvaret.
Og det er ikke nemt for din hund i denne verden, hvor der er biler, postbud og masser af andre ting, hunden ikke forstår.
Derfor er det en rigtig god idé, at du tager ansvaret. Du forstår vores menneskeskabte verden. Det er din fineste opgave at lede flokken.
I de situationer, du og din hund ikke kan undgå er det en god idé at give din hund snor på.
Det gælder ikke kun på gåturen, men også når I er i haven eller når I er indenfor.
Ja, faktisk alle steder, du oplever, at din hund vil tage ansvaret og stresser.
Ved at give din hund snor på, viser du din hund, at du har styr på situationen. At den kan slappe af.
Det betyder ikke, at du skal have snor på din hund for altid. Men som når du træner andre ting, starter du roligt op – og langsomt bliver du bedre og bedre.
Når du giver plads til at øve dig i at håndtere udfordringerne i fred og ro, kommer du og din hund “i form” og kan nemmere håndtere andre udfordringer.
Trin for trin hjælper du din hund med ikke at tage ansvar for alle situationer.
Det er det, der er så fantastisk ved at se verden med hundens øjne.
Så slipper vi for at blive vrede og stressede. I stedet tager vi ejerskab og står stærkt i os selv.
Og det er en rar følelse for alle – både dyr og mennesker.