Har du en hund, der ryster, halser, piver, gør og/eller går hvileløst rundt, når nytåret og dermed fyrværkeriet nærmer sig? Måske har du en hund, der oven i dette også er blevet mere bange for høje lyde fra f.eks. regn, storm og tordenvejr?

Læs mere her og få tips og råd til, hvordan du bedst kan hjælpe din hund, når den stresser og er bange for de uforudsigelige høje lyde.

 

Stay cool…

Først og fremmest er det vigtigt, at du ikke også hvirvles ind i stressens negative spiral. At du ikke i empati over, at din hund ikke har det godt, også selv stresser og måske endda også går hvileløst rundt og virker bekymret – lige som din hund.

Jo mere cool, du kan være, jo bedre.

Jo mere du kan udstråle tryghed og at du har styr på situationen, jo bedre.

Det giver plads til, at din hund kan få lov til at forholde sig til sin egen uro, nervøsitet og angst. Ellers vil den også forsøge at “passe på dig”. Og det er ikke din hunds job – ikke i den her situation i hvert fald.

 

Hvad skal du gøre? Så lidt som muligt!

Der er ikke noget, vi hellere vil end at beskytte vores firbenede venner. Det kommer ofte til udtryk ved, at hundeejerne gør alverdens krumspring for at gøre hunden glad og rolig. Men i stedet for at “hoppe og danse” for din hund, vil jeg anbefale dig, at gøre det modsatte.

Ja, den er god nok: Jo mindre du gør et nummer ud af din hund, der er bange for fyrværkeri, jo tydeligere er det for den, at alt er ok.

 

Det leder mig til mit måske vigtigste råd…

Kig ikke på din hund, hver gang den bliver bange!

Dvs. hører I fyrværkeri og din hund bliver nervøs, så lad være med at kigge på din hund.

Selvfølgelig kan du kigge på din hund ud af øjenkrogen, så du har fuldt styr på, hvordan den oplever de høje og pludselige lyde. Men ellers – kig ikke på din hund.

Det er så vigtigt for at skabe ro og balance hos din hund. Så ikke noget med konstant at have øjenkontakt med din hund – det gør den kun mere stresset og nervøs over hele situationen.

Men kan du så ikke nusse og klappe din hund?

Jo sagtens. Det er helt fint, at du kalder din hund til dig og giver den kærlighed. Dog anbefaler jeg, at du gør dette, når din hund ikke er helt oppe i gear og er maksimalt stresset og f.eks. halser, piver eller ryster.

 

Skab trygge rammer

Ud over selv at udvise ro og ikke gøre et stort nummer ud af situationen, anbefaler jeg, at du sørger for, at din hund og du er et sted, hvor I er trygge. En hund der er nervøs for nytåret vil takke dig for, at du bliver indendøre med den, og hvis muligt f.eks. i et sommerhus, hvor der ikke er lige så meget fyrværkeri.

Desuden er det en rigtig god idé, at du sørger for, at din hund har et trygt sted at være indenfor. Det kan f.eks. være på badeværelset, hvor der ikke er vinduer, hvor du lægger et par velkendte tæpper på gulvet for at skabe ekstra tryghed.

Er det ikke muligt at skabe en tryg plads til din hund, hvor der ikke er vinduer, så træk gardinerne for eller sæt noget op foran vinduet. Og sæt gerne lidt rolig musik på. Selvfølgelig kan hunden stadig høre – og mærke – fyrværkeriet, men det kan hjælpe og mindske de pludselige lyde en smule.

 

Det er ikke tid til lange gåture

Din hund kan sagtens klare sig med korte gåture i perioden, hvor den er stresset og nervøs over høje lyde, f.eks. i dagene op til, under og efter nytårsaften.

Sørg for at gå korte ture med din hund, både dag og aften. Så undgår du, at hunden bliver endnu mere skræmt. Det gavner hverken din hund eller dig at øge “faren” ved at eksponere jer yderligere for de høje lyde.

Og nej, det er ikke muligt at “køre din hund træt”, når den er stresset. Tværtimod har det i min optik den modsatte effekt. Så hold turene korte – enklere bliver det ikke.

 

Vær der for din hund, der bliver nervøs ved nytår

Nærvær betyder noget for din hund, når den er udsat for stress og nervøsitet. Sæt dig i sofaen og lad din hund lægge sig ved siden af dig. Lad den bare ligge der. Ikke noget med at klappe den, hvis du bemærker, at den er nervøs over for de høje lyde udenfor. Lad blot hunden ligge og finde tryghed i det.

Men hvorfor i alverden skal du ikke klappe din hund, når den er bange?

Svaret er såre simpelt: Når du bekræfter din hund ved at klappe, kigge på eller på anden måde give din hund opmærksomhed, så vil du opleve, at det øger dens stress, og at den vil begynde at pive, halse og ryste – og måske endda nærmest vil kravle op ad dig eller “i dig”.

Der er mange tips derude…
Mit bud er, at du har hørt tonsvis af forskellige tips til, hvordan du hjælper din hund, der er nervøs ved fyrværkeri eller høje lyde generelt. Det er også fint, og du skal altid mærke efter, hvad der passer til dig og din hund. Dog kan jeg sige, at ved at følge mine råd (som er baseret på metoden Amichien Bonding), vil du med sikkerhed opleve en roligere nytårsaften – også selv om du ikke har trænet inden da.

Selvfølgelig kan du supplere med træning og arbejde videre med din hund, der er bange for høje lyde. Hvis du ønsker dette, så tag et kig på det, jeg tilbyder – måske der findes noget her for dig og din hund?