Mange hunde bliver stressede og bange, når en høj lyd pludselig opstår, f.eks. i form af torden, fyrværkeri, skud ell. lign.

Er det også tilfældet for din hund?

Så er mit bud, at du også selv stresser, når f.eks. nytårsaften nærmer sig, eller når der bliver varslet lyn og torden?

At du også er presset i situationen hjælper langt fra din hund, når den har angst. I stedet anbefaler jeg, at du holder dig i ro og træder i karakter, så du kan beskytte din firbenede ven mod de høje lyde.

Og nej, det er ikke en langsigtet løsning at give din hund beroligende medicin eller udsætte den for høje lyde af skud eller fyrværkeri på f.eks. en CD (det gør bare din hund endnu mere bange og nervøs).

I stedet anbefaler jeg på det kraftigste, at du holder din hund fra de larmende elementer (så vidt muligt) og træner med din hund, så den slipper for stress og angst – og medicinering.

 

Hunde er ofte bange for mere en blot fyrværkeri

Når man taler om hunde og deres angst for høje lyde, tænker mange nok mest på situationen omkring nytår, hvor der fyres fyrværkeri af både dag og nat. Men hunde kan også være meget bange for torden, lyn, regnvejr, blæst, skud og meget andet.

Selv en flok børn, der kommer med pludselige udbrud og lyde under leg ell. lign. kan være en stor stressfaktor hos din hund.

Det kan være utroligt hårdt for dig som hundeejer at se din hund i fuldstændig panik og oven i købet vide, at den mange år fremover skal leve med denne angst og stress i kroppen.

 

Hvorfor er min hund bange for høje lyde?

Måske undrer du dig over, hvad der har gjort, at netop din hund er bange for høje lyde? Bor du i byen, er der jo høje pludselige lyde på daglig basis…

Der findes desværre ikke et endegyldigt svar på dette. Alle hunde er forskellige og har forskellige personligheder. Derfor er det vigtigt, at du forstår, hvordan du kommunikerer med din hund og kan aflæse dens signaler, så du kan hjælpe din hund.

Det er sådan for mange hundeejere, at så snart de ved, hvordan de kan hjælpe deres hund, kommer der mere ro på. Bare følelsen af at være “klædt på” til udfordringen kan gøre underværker.

Hvorfor? Fordi det efterlader dig mere rolig og afbalanceret – og det kan din hund mærke.

 

Hunde taler ikke menneskesprog

Vores hunde lever i en verden, de ikke forstår. F.eks. ved din hund ikke, at du går på arbejde og kommer hjem igen. Den forstår ikke, at din ven har ringet og “varslet sin ankomst”, før han/hun kommer forbi og banker på døren. Den forstår ikke, at nytår er en tradition blandt os mennesker og “bare sjov og ballade”.

Det eneste hunden oplever er, at der er en fare forbundet til handlingen. Og her stiller den hver gang spørgsmål som f.eks:

  • “Hvordan skal flokken håndtere faren?” 
  • “Er vi i sikkerhed?”
  • “Hvem passer på hvem?”

Får du som hundeejer og leder i flokken ikke kommunikeret til din hund, at du håndterer faren og sørger for, at passe på flokken og lede den i sikkerhed, ja, så har vi problemet. Din hund bliver usikker, nervøs og angsten for høje lyde vil kun eskalere her fra.

 

Det er aldrig for sent

Måske tænker du nu, at du har forspildt din chance. At din hund allerede er bange for høje lyde, og at den aldrig kommer til at kunne finde ro i disse situationer.

Det er heldigvis ikke sådan, det forholder sig. Din hund er altid klar til at samarbejde med dig og ændre adfærd. Det kræver blot, at du er klar til at arbejde for at forstå din hund og hjælpe den give slip på frygten for de høje lyde.

Tip:
Det er altid en god idé at påbegynde træningen af din hund, der er bange for torden, fyrværkeri eller andre høje lyde, et stykke tid før f.eks. nytår eller besøg af familien med de 4 vilde unger.

En vigtig faktor i arbejdet med en hund, der er bange for høje lyde er, at du opbygger en tryg og tæt relation til din hund. Det er denne trygge platform, hvor fra du og din hund skal gå ud i den store verden sammen. Her er det uundgåeligt, at I nogle gange havner i uforudsete situationer, f.eks. i form af fyrværkeri, skud ell. lign.

Lyt til din hund og find ud af, hvilken personlighed den har. Det er starten på at knytte et bånd til din hund, baseret på tryghed, tillid og respekt. Og det er noget, der i den grad kan hjælpe din hund, når den bliver bange for de høje og pludselige lyde, der er en del af at være her i vores menneskeskabte verden.

Vil du vide mere?
Jeg har også skrevet et indlæg med tips til dig, der har en hund, der især er bange for fyrværkeri – du finder det her. Ønsker du en konkret plan for, hvordan du hjælper din hund af med angsten for de høje lyde? Måske kan jeg hjælpe – tjek mine ydelser ud her og kontakt mig, hvis du er i tvivl.