“Jeg var inde i byen her forleden, der hvor der er tæt med hunde og hundeejere, og jeg så mange hundemøder. Mange hundemøder, der rent ud sagt gik i vasken.
Hundene begynder at gø ad hinanden, den ene hund trækker sig og viser tydeligt, at den ikke er bekvem i situationen, men hunden kan ikke komme væk, da den er i snor.
Horrible hundemøder – kender du det?
Har din hund svært ved hundemøder?
Hvis du læser med her, er mit bud, at du selv har oplevet, hvordan et hundemøde kan udvikle sig til en rigtig ubehagelig situation og frem for alt en situation, du ikke synes, du klarede særlig godt. Den dårlige samvittighed – og afmagten over, at du ikke kan hjælpe din hund til det perfekte hundemøde…
Sådan skal det ikke være. Og selv om du måske tror, at det er for sent at hjælpe din hund, og at det bare er “sådan det er”, så kan du ændre denne situation til det bedre.
For mange hundemøder bliver et problem
Når du bliver lykkelig hundeejer, hører du ofte disse ord:
- “din hund skal socialiseres, så den kan lære hundesproget”
- “din hund skal socialiseres, så den kan begå sig blandt andre hunde”
- “din hund skal miljøtrænes, når den er hvalp, så du kan tage den med overalt”
Jeg er ikke enig i disse påstande. Jeg har set ALT for mange hunde, der lider af stress, da de er blevet “udsat” for alt for mange ting i løbet af de første 2 år af deres liv.
Derudover er det svært at skabe rammerne for det perfekte hundemøde, hvis:
- din hund er utryg i hundemøder
- du har din hund i snor
- du går et sted, hvor der er mange hunde
- du lader din hund hilse på alle hunde
- du ikke helt ved, hvordan du skal nå igennem til din hund og vise den, at du nok skal passe på den
Stof til eftertanke…
Hilser du på alle mennesker, bare fordi de er mennesker? Skal din hund hilse på alle hunde, bare fordi de er hunde?
Hundeejere skal skabe rammer – ikke præstere
Jeg mener ikke, vi skal præstere som hundeejere. Vi skal skabe trygge rammer, så hvalpen eller omplaceringshunden har tillid til os og dens nye verden. Her handler det også om at afskærme hunden fra ubehagelige hundemøder.
Prøv bare at bruge 2 minutter på at tænke over, hvorfor du ville have hund? Det kan være en god øvelse…
Hvis du som hundeejer har fulgt nogle af de førnævnte påstande med din hund, så dømmer jeg dig ikke.
Jeg ønsker blot at gøre dig opmærksom på, at der kan være en grund til, at din hund pludselig:
- ikke bryder sig om andre hund
- ikke vil gå tur (gemmer sig f.eks. under sofaen)
- reagerer voldsomt på andre hunde, selv om de er på lang afstand
- reagerer på alt fra cykler til barnevogne
– og hvad du ellers oplever af ændringer hos din hund såvel som i hundemøderne.
Skab rammerne for det perfekte hundemøde
Hvordan skaber du så det perfekte hundemøde?
Der findes desværre ikke en lynløsning på dette…
Men fortvivl ikke: Ved at gøre dig overvejelser om følgende kan du skabe forudsætninger for det perfekte hundemøde:
- Undersøg altid hvem der holder snoren hos den anden hund – hvilken stemning er ejeren i?
- Hvem leder hvem? trækker den anden hund meget i snoren, eller har ejeren kontrol over hunden og situationen?
- Hvilken stemning er du selv i? Har du lyst til at være social og snakke hund?
- Hvordan er du og din hund kommet ud af døren? Trækker din hund i snoren?
- Hvor er du henne? Ved en trafikeret vej eller i et naturområde?
Jeg vil altid anbefale at lade din hund møde en anden hund uden snor på. Hvis det ikke er muligt, så er det op til dig at vurdere, om det kan blive et godt hundemøde, eller det kan blive et stresset hundemøde.
Få flere råd omkring hundemøder
Vil du vide mere om, hvordan du hjælper din hund i hundemødet og skaber de gode rammer? Vil du vide mere om, hvornår du skal lade din hund hilse på andre hunde? Vil du føle, at du har kontrol som hundeejer?
Del dine udfordringer med mig her og få hjælp til at forstå din hunds adfærd og skabe synlige resultater i dine hundemøder fremover.