Overvejer du at købe en hundehvalp, og er du usikker på, hvordan du skal lade den være alene hjemme? Har du allerede en hvalp, og har du svært ved at lade den være alene hjemme?
Lige her kan du få forståelse for, hvorfor det kan være svært for din hvalp at være alene hjemme – og hvad du kan gøre for at træne din hvalp.
Først og fremmest: Lad os forstå hundens sprog
For at skabe en tryg og tillidsfuld relation til vores firbenede ven, er det i min optik nødvendigt, at vi lærer hundens sprog.
Kun ved at kommunikere på hundens eget sprog, kan du skabe et trygt fundament og dermed undgå, at hvalpen bliver urolig, angst og/eller destruktiv, når du ikke er hjemme. Samtidig behøver du ikke at sidde med ondt i maven over, hvad der foregår derhjemme.
Hverken din hvalp eller du har godt af at stresse i alene hjemme situationen.
Er det naturligt at efterlade en 8 ugers hvalp alene hjemme?
Du har sikkert hørt før, at hunden er et flokdyr. Derfor ved du nok også, at det påvirker din hvalp, når den er alene.
Jeg vil gerne dele et par tanker med dig her, som du kan tage til efterretning, når du henter din hvalp på 8 uger og overvejer, hvordan du skal introducere den til at være alene hjemme.
Ifølge Amichien Bonding, som er den metode, jeg bruger i mit daglige arbejde med hunde og hundeejere, findes der ganske mange ligheder mellem vores domesticerede hunde og ulven. Nej, hunden er ikke en ulv, men der findes en del instinkter, som er intakte.
Derfor er det vigtigt, at vi kommunikerer, så hunden forstår os. Specielt når vi skal lære vores 8 uger gamle hvalp at være alene hjemme.
Hundeflok og menneskeflok
I ulveflokken er hvalpene sammen med deres mor eller babysittere til de er cirka 3 måneder, og det er først her, de møder resten af flokken. I Danmark henter man oftest sin nye hundehvalp, når den er 8 uger.
Selv om hunden ikke er en ulv, så er den et flokdyr, og i en ulveflok vil den fortsætte med at lære sit eget sprog. Når hundehvalpen kommer hjem til vores menneskeflok, har den svært ved at forstå vores sprog og signaler – og specielt svært ved at være alene hjemme.
Giv gode signaler fra starten
Her er det guld værd at vide, hvordan du signalerer til hvalpen og starter alene hjemme træningen, så du undgår separationsangst og en hund med stress og panikangst.
Jeg ved, det lyder barskt, men der er mange hunde, der lider af panikangst, når ejeren forlader dem, da de ikke forstår at ejeren kommer tilbage igen.
Hvor længe kan min hvalp være alene hjemme?
Det er vigtigt at overveje, hvorfor du køber en hundehvalp.
Har du fuldtidsjob og lang vej til arbejdet? Så vil jeg ikke anbefale, at du anskaffer hund. Har du et fleksibelt arbejde, og kan du for eksempel tage hunden med dig? Så har du bedre forudsætninger for at skabe et godt liv for din hundehvalp og dig selv.
Du skal ikke have travlt, når du lærer din hvalp at være alene hjemme
Der findes anbefalinger om ikke at lade hunden være længere alene end 6 timer, og det synes jeg også er et fint udgangspunkt. De fleste hvalpe kan ikke være alene så længe, før de er 4 måneder, da de ofte skal på toilettet.
Det tager også gerne et par uger at træne din hvalp til at være alene hjemme. Derfor er det en god investering ikke at have for travlt med denne proces.
Få hjælp til alene hjemme træning af din hvalp – se hvad jeg tilbyder her >>